Fjends Egnshistoriske Forening deltog lørdag den 10. august 2013 med en stand i Stoholm i anledning af byfesten og torvedagen.

Selvom dagen begyndte med en del regn klarede vejret op i løbet af formiddagen, hvilket betød, at der kom rigtig mange folk på gaden.

Det er første gang foreningen deltager i byens torvedag, og det var med spændte forventninger, vi stillede vores lille bod op. Placering overfor Kornblomsten var strategisk rigtig fint, og det bør nævnes, at de forskellige stande ikke selv vælger placering, så derfor var vi ekstra glade for netop denne placering.

Rigtig mange glade besøgende lagde vejen forbi vores stand, hvor vi bl.a. kunne præsentere de forskellige skrifter og beretninger, der udgivet gennem årene. Derudover var der også mulighed for at værge nye medlemmer til foreningen, og det viste sig at blive en stor succes.

En del lagde vejen forbi vores stand, bl.a. for at komme med oplysninger til den kommende bog om Stoholms jubilæum, og det er vi meget taknemmelige for, da der kom mange givende informationer, der helt sikkert vil blive modtaget med glæde af gruppen, der er i gang med at skrive bogen.

Som på alle sommermarkeder havde vi naturligvis også sørget for en lille konkurrence, og rigtig mange deltog, så derfor var det glædeligt at kunne finde tre rigtige vindere, der allerede har modtaget præmie.

Trods et par enkelte regnbyger ind imellem betragter vi vores deltagelse i torvedagen som en stor succes.

Vi fik skabt endnu mere synlighed om foreningen og foreningens arbejde, og vi fik tegnet flere medlemskaber, der på denne måde er med til at støtte arbejdet og udgivelser af egnshistoriske beretninger om det gamle Fjends.

Fjends Egnshistoriske Forening er så heldige at være midt i en god udvikling mht. stigning af medlemstallet, der siden 2010 er vokset med ca. 20%.



 Torvedag i Stoholm 2013
Vores beskedne lille bod i Vestergade ved torvedagen i Stoholm.
Foto: Ilse Poulsen
 

Vi glæder os derfor meget over den opbakning, der er blandt folk. Vi ser det både i interessen for vores udgivelser af hæfter, men også i forbindelse med vores arrangementer, hvor der er stor opbakning og deltagelse.

Vi håber, at alle der interesserer sig for det egnshistoriske arbejde i Fjends, vil kontakte os, hvis og når de har historie om egnen, eller fortællinger, man mener, kan være af interesse for det arbejde, der laves i foreningen.

Bestyrelsens telefonnumre og mailadresser findes ved at klikke på linket eller til venstre på siden under ”Fjends Egnshistoriske Forening”.




Print | Tilbage | Top

Denne side opdateret: 7. november 2015