hæfte 2013-2

Udgivelse af ”Efterårsskrift 2013”

Af: Knud Søgaard/Ilse Poulsen

Så er foreningens efterårsskrift klar til alle medlemmer og forhåbentlig endnu flere nye medlemmer.

I denne udgave er der som altid flere interessante og tankevækkende små historier fra egnen, fortællinger som forhåbentlig vil skabe interesse for den egn, vi befinder os i, men også historier, der har almen interesse.
Vores forhistorie (der ikke er så langt væk) vidner om en tid, hvor man kunne overleve med meget små midler, når blot man havde den rette indstilling. Det er også fortællinger om foregangsmænd og kvinder, der turde kæmpe for en sag trods modstand fra de nærmeste.

I Fjends Egnshistoriske forenings efterårsudgave har vi valgt at bringe fire små fortællinger, om mere eller mindre kendte folk på egnen.

Der er fortællingen om ”Eneboeren på heden”Mads Poulsen, der var med til at levere de første kartofler til Kartoffelmelsfabrikken i Karup i 1933. Mads Poulsen levede omtrent hele livet i en lille ejendom i Resen nær Kongenshus Hede. Mads Poulsen var en engageret person i lokalsamfundet, men sikkert også en person, der i en høj alder erkendte savnet af familie.

I bladet skildres også historien om ”De Vroue rakkere”. En historie fyldt med anekdoter og lokaldialekt!
En enestående beretning i bladet om kvinden Ane Marie Johannesen i historien ”Håbløst så det ud – men hun gav aldrig op”. Ane Marie blev i en meget tidlig alder enke med et ufødt barn, men hun kæmpede videre på det lille jordlod, og blev gift igen, fik flere børn, og måtte som bedstemor tage ansvaret for opvæksten og opdragelsen af børnebørnene, da Ane Maries søn og svigerdatter begge døde i en meget tidlig alder. Fortællingen er som alle de andre historier fulgt op med datidens billeder.

Sluttelig har vi valgt at give en skildring om, da ”Afholdsbevægelsen kom til Fjends. I slutningen af 1800-tallet var ”brændevinen” blevet så stor en plage, at familier ofte måtte gå fra hus og hjem, når drikkeriet havde taget overhånd.

Flere aktive folk i landet tog rundt for at oplyse og informere om, den skade det betød for mange familier, men også for hele samfundsøkonomien, og den gamle handskemager fra Viborg Th. Dietzel, var bl.a. en foregangsmændene. Efter et besøg i det gamle Fjends var kommentarerne og holdningerne til Dietzel dog ikke specielt positive. En ældre kone omtalte Dietzel som ” en sølle dævl fra Viborg. Den, der er gift med ham, er at beklage!!”

Som man kan se spænder historierne vidt, og det er derfor foreningens håb, at rigtig mange vil finde interesse i at læse bladet. Vores generalforsamling i maj måned er derfor også omtalt i bladet, så alle interesserede kan læse om denne aften.

Som altid vil foreningens arrangements-program være midt i bladet trykt på blåt papir!
Bestyrelsens adresser med e-mail og telefonnumre findes ligeledes i bladet.
Foreningen er som altid glade for opbakningen fra vores lokale sponsorer, der annoncerer i bladet.



Tilbage

Denne side er sidst opdateret: 7. juni 2013

© www.FjendsNET.dk 1999 - 2024