Birkesø
Luftfoto over Birkesø.
© Foto: P.J.

» Find vej til Birkesø fra Stoholm
 

Birkesø eller Birke Sø ligger i Dalgas Plantage. Søen er meget særpræget, og henligger i et naturskønt område i et kuperet terræn.

Om sommeren når vejret er godt, vrimler det med badegæster.

Søen er en tidligere mose uden til- og afløb, og derfor normalt med friskt og sundt vand. 
Søens vand er mørkt og godt 5 m. dyb på det dybeste sted, men det er fuldt forsvarligt at lade børn bade indenfor pontonbroen.
 
Der har dog de seneste år ophobet sig en del slam på bunden af søen. Slammet stammer tildels fra landbruget. Slammet frigiver fosfor som giver alger, der så rådner. Viborg kommune havde derfor planlagt en tømning og oprensning af søen, men dette er udsat på ubestemt tid, da der er sket en forbedring af søen. Viborg kommune vil holde øje med udviklingen af søen inden yderligere foretaget.

Der findes også en sti rundt om søen. Stien er ikke vanskeligt at færdes på, men dog ikke egnet for kørestol og gangbesværede. I tilknytning til området findes toilet og parkeringsplads.

Du finder Birkesø ved at køre fra Stoholm mod Viborg. Ca. 1 km. fra Stoholm, svinger du mod venstre i Gammelstrup mod Birkesøvej. Birkesø kommer på din venstre side ved en rasteplads et par km. ude.

Afstand fra Stoholm ca. 4,5 km.

Der er fældet en del træer samt lavet en del stier og opstillet borde og bænke m.v.



En meget tidlig forårsdag ved Birkesø.

En meget tidlig forårsdag ved Birkesø.
© Foto: P.J. 3 marts 2013



Sti ved Bi

Grusvej ved Birkesø.
© Foto: P.J. 3 marts 2013 

» Find vej til Birkesø fra Stoholm

 

Vejen ved Birkesø fører bl.a. til Birkesø Spejderlejr.


Mindesten til minde om 2. Verdenskrig.
Birkesø stenen. Til minde om begivenhederne ved Birkesø under II verdenskrig. 
© Foto: P.J. august 2013
 

Skilt på Birkesø stenen
Birkesø stenen er skænket af: Fjends Kommune, N.T.I. Fonden og Toldstrupgruppen.
© Foto: P.J. august 2013


Granatsplint fra 2. verdenskrig fundet på bunden af Birkesø.

Granatsplint fra 2. verdenskrig fundet på bunden af Birkesø.

Ved afslutningen af en aftenturen "I Modstandsbevægelsens Fodspor" afleverede Aage Sørensen, Jebjerg ved Langå, tidligere bosat i Søvsø, et stykke af en geværgranat, som han under dykning havde fundet på bunden af Birkesø i 1975. Effekten er nu indgået i samlingen på Egnshistorisk Arkiv i Stoholm.

 © Foto: 7 maj. 2003 af Ernst Pedersen, Kjeldbjerg 
 

Aage Søren's beretning

Jebjerg ved Randers 16. 5. 2003

”Mange gange tog jeg ned til Birkesø, når jeg havde været ude at dykke og havde noget luft tilbage i flaskerne”, fortæller Aage Sørensen, som har boet i Søvsø ved Daugbjerg.

- Jeg så på planter og fisk, men fandt ud af, at der lå mange tomme øl- og soda- vandsflasker. Dem samlede jeg op i et net, og under sådan en tur, fandt jeg en skarp geværgranat.

Jeg bliver lige nødt til at fortælle, at der er meget mudder på bunden af søen, og sigtbarheden er meget dårlig. Med strakt arm og spredte fingre kan man lige skimte 5 fingre.

Mange af flaskerne stod med bunden opad, da der som regel var luft i dem, og samtidig dækket af et tyndt lag mudder. På den måde fandt jeg en intakt geværgranat. Jeg samlede den op og kom den i nettet, men opdagede så, at det ikke var en flaske, da den havde finner. Jeg slap den øjeblikkeligt og overvejede en tid, hvad jeg skulle gøre Den lå på 1 1⁄2 - 2 meter vand, og lige der, hvor børnene bader. Jeg vidste, at jeg aldrig ville tilgive mig selv, hvis nogle kom til skade, og jeg vidste, hvor den lå.

Skulle jeg gå op, tage krydspejling og tilkalde politiet? Ville de tro på mig?

Så tog jeg den beslutning at tage forsigtigt fat i halen på den og svømme ind til sivene ved siden af søen. Der var ca. 15-20 meter derind. Aldrig har jeg været så bange, som da jeg svømmede ind med den, men jeg turde ikke andet.

Efter at have klædt om, kørte jeg til Stoholm for at ringe til politiet. Mine to nevøer, som var med, blev sat til at holde vagt.

Det var d. 26. april 1975, altså længe før mobiltelefonernes tid. I telefonboksen var telefonbogen revet i stykker, så jeg blev nødt til at ringe 000. Jeg undskyldte fremgangsmåden, men fortalte grunden. Jeg fortalte, hvad jeg havde fundet, og at jeg som soldat havde hørt, at modstandsfolk havde droppet deres forsyninger i søen, da de var ved at blive opdaget, men jeg havde også hørt, at de skulle være blevet fisket op igen, men åbenbart ikke det hele. Jeg vidste alt dette, fordi jeg lå på sygehus i maj 1966 sammen med Kristian Boldrup, som var med i modstandsgruppen.

Betjenten fandt imidlertid ud af at Birkesø ikke hørte under Skive politi, så jeg fik nummeret på Viborg politi og ringede dem op. Det samme gentog sig. De troede heller ikke rigtigt på det. Vi snakkede lidt frem og tilbage, indtil jeg foreslog at kaste den op i skoven, men syntes selvfølgelig ikke det var det rigtige at gøre.

Nej, nej, sagde han så. Jeg sender lige en patrulje derud.

Kort efter, at jeg var kommet tilbage til Birkesø, var politiet der. De var åbenbart blevet informeret hjemmefra, for de troede heller ikke rigtigt på det.

Betjenten sagde: ”Hvad, har du fundet noget her, der kan sige bang”. ”Ja, det tror jeg nok, det kan”, sagde jeg. ”Nå, lad os se på det”, sagde han. Medens vi gik derop, tænkte jeg, at jeg hellere måtte få ham overbevist, så jeg gik med vilje lidt forbi den, og da den var mellem ham og mig, stoppede jeg brat op og pegede på den. ”Der ligger den”, sagde jeg. Jeg ved ikke om det var ny nordisk rekord i højdespring han slog, men det var tæt ved. ”Ja, den er god nok”, sagde han, ”den er ved at blive tør, så jeg tror, vi skal trække os lidt tilbage”. Inden han var færdig med sætningen, havde han allerede trukket sig tre-fire skridt tilbage.

Der blev optaget rapport, og de kontaktede Prinsens Livregiment i Viborg, som hentede den.

Den granat, som I fik foræret, fandt jeg ca. 1⁄2 år senere, og da var den sprængt.

Venligst Aage Sørensen
Jebjerg, Langå

 

Birke sø marts 2014
Birkesø marts 2014


Birkesø marts 2014
Birkesø marts 2014
 

Birkesø marts 2014
Område ved Birkesø
 


 
Print | Tilbage | Top

Denne side opdateret: 5. oktober 2016