Omtale af Fjends Egnshistoriske forenings tur til Morten Korch
museet i Grønhøj.

Find vej: her

Tirsdag aften mødte ca. 55 deltagere op til foreningens arrangement på Morten Korch museet i Grønhøj.

Museet blev indviet i maj måned, så det er stadig nyt for de fleste.

Efter ”kromand” Gregers Lajgaards velkomst fik alle mulighed for at fornemme nostalgien suse igennem krop og sjæl, og det var en dejlig og overraskende oplevelse at se, hvad de gamle ladebygninger gemte.

Der er tænkt på alle detaljer i indretningen, så man virkelig følte, at man trådte ind i en tidsalder, hvor alt har en lykkelig slutning.

På væggen sås filmklip med bl.a. Poul Reichhardt, og lydklip med de kendte sange lød gennem det lille museum.

I en tilstødende bygning har Lajgaard indrettet et lille ”Landbrugsmuseum”, der tydeligt illustrerede hvor slidsomt livet kunne være.

Her sås de gamle kogekar og komfurer, side om side med mindre landbrugsredskaber.  Alt sammen arrangeret så man oplevede ” de gode gamle dage”.

Lige ved siden af selve Grønhøj Kro er der blevet plads til en vandreudstilling omkring kolonister. De såkaldte "kartoffeltyskere". Udstillingen har fået plads i et lille rødt træhus, også kaldet Svenskerhuset. 

Huset har siden 2002 været indrettet til museum for kartoffeltyskerne på Alheden.

I fire rum vises træk fra kartoffeltyskernes historie, bygget op om to store bord-modeller, der tydeliggør, hvordan de 30 familier var placeret i kartoffeltysker-gårde i Grønhøj og i Haurdal.

Besøget i Grønhøj fik os alle gennem en tidsrejse, både med Kartoffeltyskernes historie, der starter i 1749, gennem Morten Korchs romaner, og sluttelig står man så foran mindestenen for engelske og canadiske piloter, der styrtede ned i 1942 ikke langt fra Grønhøj kro.

Mindestenen blev rejst til minde om syv britiske og canadiske flyvere, der blev skudt ned under 2. Verdenskrig, og ved en meget flot og velbesøgt højtidelighed den 27. maj i år, blev mindestenen afsløret.

Som planlagt sluttede rundvisningen af med kaffe, kringle og lagkage inde på selve kroen, og her fik gæsterne en spændende historie om kroen, hvor Gregers Lajgaard nu er femte generation af slægten, der driver kroen.

Som vi havde håbet på, sang og spillede kromanden et par numre fra både Morten Korch filmen, men også en Elvis Presley sang sneg sig ind i programmet.

Det var en aften, hvor de små krostuer var fyldt med glade gæster, og stuerne emmede næsten af deltagernes begejstring.

Utroligt, at man ikke behøver at bevæge sig så langt omkring i Fjends, førend man oplever steder, der kan overraske, inspirere og give nye historier.

Foreningens næste arrangement er besøget hos ”House of Jacob Jensen” i Hejlskov,  tirsdag den 22. oktober kl.14.

Der bydes velkommen

Der bydes velkommen.

Morten Korch Museet og Grønhøj Kro

Morten Korch museet.

Filmklip med Poul Richardt
Filmklip med Poul Richardt.


Gregers Laigaard spiller og fortæller

Gregers Laigaard spiller og fortæller.

Tilbage

Hgge i krostuen
Hygge i krostuen.


Relateret:
Morten Korch Museet


Tilbage

Denne side er sidst opdateret: 26. oktober 2016

© www.FjendsNET.dk 1999 - 2024