Svansø Mose.

Gamle Niels Andersen ”Kjeldbjerg” har skrevet om
Svansø Mose i Skive folkeblad ca. 1940.

Svansø mose ligger ca 2 km nordvest for Fly kirkeby. Af den ret store mose ejede 28 mænd i Fly førhen hver sin parcel, og resten hørte under Svansøgård, der lå omgivet af vældige strækninger af eng og kær.

I 1842 enedes mændene i Fly og ejeren af Svansøgård om at lade en stor grøft grave fra den nordlige del af mosen ind gennem lavningen, der går nord om gården og ned gennem engene ved Karup å.

Denne foranstaltning havde til følge, at man kunne grave tørv over hele mosen, og man kunne endog grave ret dybt.

Der blev nu travl virksomhed i mosen en hel del af sommeren. Cykler var endnu ikke kommet frem, og da der var et stykke vej til mosen, blev folkene kørt fra og til arbejdet. Tit slog to naboer sig sammen, så én kørte folkene ud om morgenen, og en anden hentede dem hjem om aftenen. Der var som regel to karle og to piger fra hver gård. De havde så mad med til hele dagen.. middagsmaden bestod af grød og flæskepandekage; desuden havde de en tejne fuld af mellemmadder, og til at slukke tørsten havde de en dunk øl.

Niels Kjeldbjerg skrev: ”Min far havde også et stykke mose, og da jeg blev så stor, at jeg kunne gøre nytte, kom jeg med ned at grave tørv. Det var et smukt syn at se de mange travle mennesker, der arbejdede rundt på de forskellige parceller. Men det var ikke alene arbejde, man fik ud af disse ture, selvfølgelig, kunne jeg fristes til at sige; thi det var ene unge mennesker, der besørgede tørvegravningen, og de passede også på at få lidt morskab ud af det.

Når vi havde spist til middag, skulle vi have et lille hvil, og så samledes de unge som regel i to hold. Det ene hold søgte sammen i Østergårdsmosen. Det var forbavsende, hvad de unge ved sådanne lejligheder kunne finde på at more sig med; men jeg må dog straks tilføje, at grovkornet tale og usømmeligheder hørte til de absolutte undtagelser.

Tit fik tørvegravene besøg af Daniel Bitsch’ børn. De var gode til at synge, og de blev altid opfordret til at lade deres røst høre. Som regel sang de markedsviser; men de sang også en lettere salme. De unge samlede så nogle småskillinger sammen, som de gav børnene for deres underholdning.


Det var på den tid, at lærer Jacobsen kom til Fly. Han indøvede mange nye salmer og fædrelandssange med børnene, og jeg husker fra det sidste år, jeg gik i mosen, hvordan Daniels børn kunne synge disse sange. En middag stemte de i med ”Fremad er Verdens vilde røst”, og virkningen på de unge var stor. Om eftermiddagen kunne man høre mange unge forsøge på at synge den nye sang.

Den sæd, der sås i barnesind, grønnes i ungdommen, og den sæd, som Jacobsen såede i børnenes sind i Fly skole, satte god frugt, og den fortjener han efterslægtens tak for.

Når tørvene havde ligget en månedstid, skulle de rejses, og det var pigernes arbejde at få dette gjort. De måtte som regel gå, da karlene skulle bruge hestene til markarbejde, og det var morsomt at se de store flokke af piger gå til og fra mosen. Senere satte pigerne tørvene op i skruer, og når vinden i nogen tid havde gennemsuset skruerne, og solen havde gennembagt dem, blev tørvene hentet hjem, og nu var det atter karlene, der færdedes på vejen til og fra mosen, undertiden 10-12 vogne i rad efter hinanden.

Da jeg ved mit 14. år blev konfirmeret, måtte jeg ud at tjene. Jeg drog til Tastum, og tørvearbejdet i Svansø mose deltog jeg ikke i mere; men jeg har lyse minder fra min deltagelse deri.

Niels Andersen ”Kjeldbjerg” blev født i Tværagre i Fly d. 4. 1. 1869. Hans forældre hed Niels Andersen ”Kjeldbjerg”, som skulle stamme fra Kjeldbjerggård, og moderen, Mette Marie, født Nielsen, i Tastum. De blev gift i 1868.

Daniel og Mette

Jeg har flere gange nævnt Daniels børn, og det vil derfor være på sin plads at fortælle lidt om disse børns forældre.

Daniel Bitsch, der kom fra Grønhøj, og som nedstammede fra kartoffeltyskerne, kom – vistnok i 1861 – til at tjene hos Peder Mortensen i Fly. Han var en karl, der var flink til arbejdet og i besiddelse af et sprudlende humør. Arbejdet var ham som en leg, og han sang muntre viser, mens arbejdet skred fra hånden.

I gården tjente en pige, der hed Mette. Hun havde indtil 1860 tjent hos naboen, Niels Jacobsen; men da hans datter i 1860 blev konfirmeret, var der ikke mere brug for hendes hjælp, og hun flyttede så ind til Peder Mortensen.

Hun var også et menneske med godt humør, og hun havde både gode evner og lyst til at synge. Det var vel derfor ikke så sært, at disse to unge efterhånden syntes så godt om hinanden, at de besluttede at følges ad gennem livet.

Men hvor skulle de bo? Mette klagede sig til sin forrige husbonde, Niels Jacobsen, og han vidste råd. Han havde lidt øst for mosen pløjet et stykke lavtliggende hede, som han mente, der nok kunne gro noget på, og han hjalp dem til at få bygget et lille hus, bestående af 7 fag, og så fik de jorden i fæste i 48 år. I dette hus flyttede Daniel og Mette ind efter deres bryllup, og der fik de deres hjem i 40 år.

De første år var strenge for Daniel og Mette. Han gik på arbejde hos gårdmændene i Fly; men daglønnen var ringe, 35 øre om vinteren og 1 kr. om høsten. Dertil kom naturligvis, hvad den lille hedelod kunne afkaste. At det ikke var meget, ses af, at besætningen efter 4 års forløb, kun var fire får.

Hvad penge var værd i de tider, får vi et ganske godt begreb om gennem en tildragelse, som Daniel selv har fortalt:

”Det var den fjerde jul, efter at vi var kommet sammen, at min kone bad mig om at gå til Skive og hente lidt til julen. Jeg sagde, at jeg kun havde få penge, og at der ikke var mere tærskearbejde. Jeg bebrejdede også både mig selv og Mette, at vi ikke havde solgt et af fårene, som vi havde haft bud på; men jeg sagde, at køberen måske endnu ville stå ved sit bud. Men Mette sagde, at jeg kunne købe for de penge, jeg havde, og at jeg ikke skulle tigge for at komme af med fåret. Der kom nok bedre tider igen.

Jeg gik så til Skive og ind i Diges købmandsforretning. Lige da jeg var kommet ind, kom gårdskarlen ind i butikken og meddelte, at der var kommet to store læs korn fra Ørslevkloster, og nogle af bønderne, der holdt i gården, havde også korn med, så det var ham umuligt at stå det hele i rette. Dige bad ham så tage en mand til hjælp, og jeg meldte mig straks og kom så til at bære korn op på loftet. Gårdskarlen sørgede for, at jeg fik middagsmad og en dram, som han kaldte en krummeskyller; men den huede mig ikke.

Da vi var færdige om aftenen fik jeg udbetalt 1,50 kr. Nu havde jeg altså flere penge at købe for, og skønt jeg var træt, var jeg glad for at komme hjem til Mette med de mange sager, og hun tog godt imod mig. Jeg har aldrig tjent så stor en dagløn på så kort tid.

Da arbejdet ved søen var forbi, fik Daniel arbejde i mosen om sommeren. Han gravede tørv, og Mette og børnene trillede dem ud. Forår og efterår harpede Daniel så grus for kommunen i en grusgrav på den nordlige ende af Frederik Olsens mark. Der havde han kun kort til sin arbejdsplads.

Når Mette ikke hjalp Daniel med tørvene, gik hun og gjorde andet arbejde. Hun lå aldrig på den lade side. Om efteråret hjalp hun i kartoflerne, og jeg husker, hvordan jeg sammen med min moder og Mette dengang samlede kartofler op hjemme. Det, de sagde, syntes jeg var lidt snusfornuftigt; men efterhånden kom samtalen til at dreje sig om skolen og lærer Jacobsen, og om ham og det, han foretog sig var de svært enige. De syntes, det var godt, at der var kommet en lærer, der lærte børnene at synge af lyst, og som kunne fortælle, så børnene ikke alene lyttede, men efter skoletid skyndte sig hjem for at fortælle, hvad skønt de den dag havde hørt.

Selv husker jeg også, hvordan min fader satte pris på at få os børn til at fortælle noget fra bibelhistorien eller fædrelandshistorien, når vi havde været i skole. Han var jo selv blevet terpet i udenadslæren.

I 1890’erne var Daniel og Mette blevet så gamle, at de måtte opgive tørvegravningen. De solgte så huset til en arbejdsmand: men et par år senere brændte det, og det blev ikke bygget op igen.

Daniel og Mette flyttede så ind til Fly, hvor de fik et gammelt hus, som lå lidt øst for Ole Nielsens gård. Daniel blev vejmand. Som sådan fik han græsset i vejgrøfterne, og der var rigeligt til koen om sommeren og til hø til vinterfoder. Om sommeren trak Mette om med koen i grøfterne.

Daniel beholdt sit humør til det sidste. Jeg husker endnu den sidste gang, jeg besøgte ham. Det var en frostdag i marts måned. Daniel lå på en gammel sofa. ”Det gør så godt i min gamle ryg”, sagde han, ”jeg skulle bare i mine unge år have vidst, hvad det betyder at have kørt til sin arbejdsplads, så var jeg ikke blevet på heden så længe”. At han ikke havde tabt sit humør, blev jeg overbevist om, da jeg atter stod udenfor døren; thi da hørte jeg ham synge en af sine muntre viser.

Skønt hjemmet var fattigt, havde Daniel og Mette sikkert levet et rigt liv.

 

Fra Jakob Kudahls scrapbog.

 
Tilbage

Denne side er sidst opdateret: 31. august 2017

© www.FjendsNET.dk 1999 - 2024