qrtapi
En oplevelsesrig aften med Tapio Juhl.

Af: Ilse Poulsen, Fjends Egnshistoriske Forening

Mandag den 24. februar 2014 kom Tapio Juhl til Fjandbohus og fortalte om, hvordan han som barn i 1943 kom til Danmark fra Finland.

222
             Foto: Ilse Poulsen

På baggrund af krigen mellem Rusland og Finland blev han og hans tre år ældre bror sendt til Danmark som flygtning. 70.000 børn i alderen fra et til ni år blev i det man kaldte ”verdenshistoriens største flytning” sendt til Norge, Sverige og Danmark.

Danmark modtog over 3000 børn. Af dem blev godt 400 af disse børn i Danmark, og Tapio Juhl var en af dem.

Det var bl. a. denne historie Tapio Juhl fortalte de fremmødte om.

111
                   Tapio Juhl

Ca. 30 deltagere fik i løbet aftenen en indføring i Finlands historie, men også fortællingen om en lille dreng på ca. 2 år, der pludselig bliver sendt til et fremmed land og helt fremmede mennesker.

Det var en meget personlig beretning, og alligevel formåede Tapio Juhl at få tilhørerne til at forstå Finland og hele den tragiske historie landet var igennem.

Det har sat sine spor i mange mennesker, og trods alt var det en stærk person, der stod foran de fremmødte, og gav en beretning om Finlands korte historie som selvstændig nation, der trods alle fremmede magters indgriben, er et land, der er vokset stærkt økonomisk.

Tapio Juhls fortælling om Finlands national epos, Kalevala, den store finske komponist Sibelius, og ikke mindst beretningen om de krige landet på få år var igennem.

De personlige oplevelser Tapio gennemgik i barndomsårene blev fortalt med stor indlevelse, men også med en humor, så fortællingen aldrig blev for sørgelig.

Det var en aften, som gav stof til eftertanke, og som man kunne ønske endnu flere havde oplevet.


Tilbage

Denne side er sidst opdateret: 27. februar 2018

© www.FjendsNET.dk 1999 - 2024