Fjends Egnshistoriske Forening
Efterårsskrift 2016


 Efterårsskrift 2016
44 sider skrift med historier fra egnen.
 

Fjends Egnshistoriske Forening har igen udgivet et skrift, der er på 44 sider med forskellige historier fra egnen. 

I historierne fortælles blandt andet om trafikassistent Wilhelm Ohlsens forflytning i 1901 til ”midt på den jyske Hede”, som det hed på løbesedlen - det var Sparkær Station. Han blev forflyttet på grund af sin politiske overbevisning.


Der kan læses om uddelerkonens tilbageblik på 30 år i Sjørup Brugs. Det er Edith Højris, som er 100 år, samme alder som brugsen kunne fejre den 12. maj i år (2016). 

Edith og Aage
           Edith og Aage Højris i 1930

Edith fortæller også om sin barndom og ungdom. Om den bratte overgang som tjenestepige i et fornøjeligt bagerhjem i Løgstrup til et ”fattigfint”  embedsmandshjem i Viborg, om postyret der blev, dengang hun var så uheldig, at tabe en bakke med drinks, da hun skulle servere for byens ”spidser”.   

Der er erindringer af Søren Vistisen, Vridsted, der var født i Dommerby i 1896. Han byggede et statshusmandsbrug i Egebjerg i 1921, flyttede senere til Vridsted, hvor han var i sognerådet i 12 år.


Signe Pedersen, der er født i Sejbæk i 1922, fik skrevet sin historie, i dette nummer bringes beretningen frem til hendes giftermål med fætteren Egon, i Søgaard ved Daugbjerg.


Der er oplysninger om kommende arrangementer.

Hæfterne omdeles til foreningens godt 300 medlemmer, er der andre der er interesseret, kan hæftet købes for 25 kr. på Fjends Folkeblad, biblioteket, og hos bestyrelsen.

Foreningen oplyser, at nye medlemmer er meget velkomne, send blot en mail til oda@thomsen.dk, som medlem bidrager du til at bevare den lokale historie. 

 

Sjørup Brugs 1947

Sjørup Brugs, som den så ud i 1947



 

Relateret:

Bustur til Glud Museum





 
 



 
Tilbage

Denne side er sidst opdateret: 15. juni 2016

© www.FjendsNET.dk 1999 - 2024