Nye Fjends historier

forside
Hæfte uddeles til alle vore medlemmer, men kan også købes hos:
Kasserer: Oda Thomsen, Bakkevænget 2, Kjeldbjerg, 7800 Skive,
Telefon: 40 40 43 39
Bank: Kronjylland. Regnr.: 9294 konto 5104378
Mail: 
oda@thomsen.mail.dk

Af: Knud Søgaard, Fjends Egnshistoriske Forening

Fjends Egnshistoriske Forening har igen udgivet et hæfte med forskellige historier fra egnen samt omtale af efterårets arrangementer.

I hæftet er der et lille tilbageblik på de 20 år, der er gået siden 12 personer startede foreningen i marts 1998 til nu, hvor der er ca. 330 medlemmer. 

Ved foreningens 10- års fødselsdag blev der udgivet et jubilæumshæfte, et par af historierne bliver omtalt i det nye hæfte, den ene handlede om Daniel Bertel, der ved sit giftermål i 1870 med Bodil Marie Laustsen i Frederiks kirke, overtog husmandsstedet ”Lille Kongenshus” senere overtog parret Sandkjærgård, hvor Bodil døde i en ”barselsaffære” med sit tolvte barn – kun 35 år gammel. I jubilæumshæftet var der tegninger af ”Fjandbodragten” som distriktslæge Rambusch beskrev i: ”Iagttagelser fra Midtjyllands Hedeegne 1890 – 1904”.

Grethe og Henry
     Grethe og Henry Vestergaard

I det nye hæfte er der et foto af Grethe og Henry Vestergaard i deres farvestrålende ”Fjandbodragter”.

I fortællingen om Valdemar Nielsen fra Tastum, hedder det blandt andet: ” Valdemar, var ikke som folk var flest, en sjov og speciel person, og derfor er der nok også mange historier om ham. Han sagde og gjorde tingene, som han mente de skulle gøres uden skelen til, hvad andre måtte mene”. Han var ikke som de fleste.

Valdemar blev født i Vridsted i 1894. Forældrene var velstillede gårdmandsfolk, for han blev hjemme på gården til han var 22 år. Kom på Malling landbrugsskole, hvor han også blev kontrolassistent. Han blev også udlært tømrer og snedker hos tømmermester Elinius i Vridsted.

I 1927 rejste han til Canada sammen med en fætter, om hvad de lavede, sagde han blot: ”Jo, vi byggede huse”.

Efter hjemkomsten startede Valdemar en frugtplantage og kørte rundt i Fjends og Salling og solgte æbler fra en ombygget ambulance. Senere købte han en landejendom i Tastum, hvor han boede til han tog ophold på Sjørup Plejehjem. Her døde Valdemar som 93- årig efter et langt og indholdsrigt liv.

I en avis artikel fra den 3. marts 1919 kunne man læse om, at ægteparret Jens Pedersen og Maren født Daugbjerg i Vroue kunne fejre noget så sjældent som diamantbryllup. 

Jens blev indkaldt til hæren i 1863, han stod vagt ved Frederik d. VII.s båre i Roskilde Domkirke. Kort efter blev han, som så mange andre soldater sendt til Dannevirke. Han deltog i flere af de frygtelige slag ved Sankelmark og Dybbøl. Jens overlevede krigens rædsler, men ikke uden sår på sjælen. 

gravminde
              Gravminde over Jens Pedersen

Jens og Marens ældste søn, der var 2 år, da Jens blev indkaldt, var den højt respekterede og populære lærer ved Vroue skole Peder Daugbjerg, om ham blev der ved hans død skrevet: ”Han var den stovteste lærerskikkelse i Fjends Herred”.  

En rigtig god Sparkær-historie er der også i hæftet. Det er fra Hanne Grete Stauns erindringer om sin barndom og opvækst i Sparkær. Denne del af beretningen starter omkring 1940 og slutter med Hanne Gretes konfirmation i 1963 og et foto af konfirmandholdet. 

Hanne Grethe
              Hanne Grethe 

Hanne Grethe fortæller åbenhjertigt om sin barndom, forældre og sine søskende og andre i familien. Hun fortæller også om skolen og skoletiden i Sparkær, om at blive moppet, om lærer der hjalp og støtte hende. Om skolefesterne i Tastum forsamlingshus med højt hår og strutskørter, dans til den nye musik der kom først i tresserne og lidt om ”kysse og kramme” kærester”. 

Der fortælles også om de mange håndværkere og butikker der gjorde Sparkær til en meget aktiv by i halvtredserne.

Der er program for efterårets arrangementer. Hæfterne omdeles til foreningens godt 330 medlemmer, og kan købes for 30 kr. på Fjends Folkeblad, biblioteket, og hos bestyrelsen. Nye medlemmer er meget velkomne, send blot en mail til:  oda@thomsen.dk, som medlem bidrager du til at bevare den lokale historie.  

 


 Fjends Egnshist logo

 

 

Tilbage

Denne side er sidst opdateret: 12. august 2017

© www.FjendsNET.dk 1999 - 2024